Yummy Yummy, I got Hong Kong in my tummy

Hong Kong er himlen, hvis man, lige som jeg, lige har fået øjnene op for det mangfoldige asiatiske køkken. Jeg er så taknemmelig for, at jeg er et sted, hvor man altid kan finde noget nyt at proppe i munden. Mummemum! Så nu vil jeg lige belemre jer med nogle få af mine madoplevelser.

På en asiatisk restaurant er det ofte sådan at man bestiller en håndfuld forskellige retter, man deler i hele selskabet. Det betyderat man får smagt meget forskelligt hele måltidet igennem. Det er langt mere spændende end derhjemme, hvor man får sin egen ret serveret og allerhøjest får et par bidder af ens middagspartners mad.

Dim Sum

Dim Sum er det, der bliver serveret, når man drikker te. Sådan er retterne opstået oprindeligt. Men nu er det sådan, at det sagtens kan gøre sig ud for et måltid, og teen er tit dejlig læskende til måltidet.

Mange forbinder Dim Sum med disse bambuskurve, som maden bliver dampet i. Retterne består oftest af tre eller fire dumplings eller dampede boller eller noget andet spændende.

Min absolutte yndlingsretter er i den søde ende. De kaldes “bun”s og er sådan nogle søde hvide dampede boller med sødt fyld. Nåmmenåmmenåmm

Man kan også få ris eller nudelretter til sine dumplings og buns. Her har vi i den mere kuriøse ende kyllingefødder i sort bønne sauce. Det var egentlig bare som kyllingeskin på ben. Intet andet. Men jeg bestiller det nok ikke igen.

Vietnamesisk

Jeg har virkelig fået øjnene op for det Vietnamesiske køkken efter jeg er landet i Hong Kong. Det, jeg har smagt, er ukompliceret, frisk og ligetil. Det er ikke her man oplever situationer, hvor man tænker “hvad fanden er DET for en gevækst/kødmasse/fedtkant/knogle?” (og sådan nogle situationer oplever man desværre også). Dog har jeg set andefoster som en snack på et vietnamesisk menu kort, men det kan man jo bare lade være med at bestille.

Mig, der spiser vermicelli nudler med svinekortelet krydet med citrongræs. Jeg tænker slet ikke over at spise med pinde mere, det er blevet som kniv og gaffel for mig. Nudler kan dog stadig være lidt besværligt, så derfor er den medfølgende ske altid en vinder.

Japansk
Det japanske køkken er ikke nyt for mig, da jeg jo har været et smut forbi Japan før. Men glæden var stor, da jeg fandt ud af at det vrimler med japanske restauranter i Hong Kong. Sushi er selvfølgelig populært og billigt i forhold til Danmark.

I kender jo sushi, så det behøver jeg ikke at vise jer. Men denne nigiri vil jeg gerne vise dig. Det er nemlig Pringles Salmon Mayonnaise Nigiri. Min veninde sagde smagte af fish and chips? Jeg smagte det ikke selv.

Jeg elsker, elsker, elsker tempura. En syndende lækker ret. Delikate dybstegte grøntsager med en speciel sauce til.

Og her et billede af en ret, der sad lige i øjet. Teriyaki lam! WowowowowoW! Det er altså lækkert. Teriyakisauce- og marinade er generelt lækkert. Sødt, men godt!

Rispizza? Ja, jeg lignede i høj grad et spørgsmålstegn, da jeg hørte det første gang. Men Rispizzakonceptet er importeret fra Japan (hvor ellers). Det er ris stegt på en pande med fyld og ost ovenpå. Det var… ok.

Mr. Wong
Hvis du en dag kommer forbi Hong Kong så skal jeg introducere dig for Mr. Wong. Hvis jeg ikke er her, så sender jeg gerne adressen. Denne mand er kendt blandt HKs udvekslingsstuderende for hans helt utrolige tilbud. Alt du kan spise og drikke for 40 hk dollars (=30 danske bobs). Med drikke menes der øl, og med mad menes enkle kinesiske retter af ok omend fråderen kvalitet.

Og Mr. Wong er ikke kaje med varerne. Han ynder at hælde en masse øl på selskabet først, og så kommer han med masser af retter med dumplings, forårsruller, stegte nudler og stegte ris. Simpelt, men godt (og dybstegt!) Hvordan han får det til at løbe rundt er stadig et mysterium. (der går også rygter om at han har sat prisen op til 60 hk dollars). Men det er stadig det værd, og manden ham selv er hylemorsom!

Hverdagsmad

Jeg spiser meget ude. Det er både billigt og nemt. Jeg laver ikke særlig meget mad og jeg savner det! Jeg synes, det er umuligt at lave et ordentlig måltid mad med kun en kogeplade og mikrobølgeovn til rådighed. Desuden har jeg ikke ordentlige knive, skærebræt eller krydderier for den sags skyld. Jeg steger lidt frysedumplings og spiser noget spaghetti og har nogle ok mikrobølgeretter, jeg kan fyre af, når jeg bliver sulten. Desuden er det også ret dyrt at købe råvarer til de retter, jeg elsker at lave. Vejen til helvede er brolagt med dårlig undskyldninger… :)

Men hver gang jeg handler i de store supermarkeder her, så sørger jeg altid for at få en portion sushi med hjem. Det er frisklavet og koster kun 25-30 danske kroner. Tag den Føtex!

Der ligger to kantiner tæt på mit kollegie. Det ene er direkte tilknyttet universitetet og er et æstetisk udfordret sted, der laver billig, men tvivlsom mad. Den anden kantine er bedre og stadig billig og er tilknyttet universitetshospitalet her inærheden. Men i disse kantiner vælger du en ret efter navnet. Jeg er aldrig helt sikker på hvad man får serveret. Nogle gange er det godt, andre gange bliver man slemt skuffet og må dynge maden til med chilisauce for at blive mæt den dag. Det var tilfældet med dette måltid:

Stegte ris med kylling, søde majs og æg. Det, der ikke stod, var, at det var rå æg… :(

This entry was posted in Hverdag, Kulturen and tagged , , . Bookmark the permalink.

One Response to Yummy Yummy, I got Hong Kong in my tummy

  1. Lærke says:

    Det er et rigtig fedt indlæg, Sofie! De første billeder ser dog lækrest ud. Jeg fik desværre ikke prøvet dim sum da jeg var derovre, men mange andre slags buns og dumplings. Jeg plejede at bestille “sweet and sour pork” alle steder jeg var, og det var aldrig den samme ret jeg fik, men for det meste ret godt. Enojoy den sidste tid!